Denne
hjemmeside er blevet til på baggrund af min interesse for
planteslægten Copiapoa
samt mine rejser i det nordlige Chile i 2003 og 2006. Siderne i
dette
site beskriver ikke mine rejserute, men beskriver planterne som jeg
mødte dem fra nord til syd. I 2006 rejste jeg alene, men i 2003
rejste
jeg en del af tiden sammen med en gruppe fra England.
Introduktion til CopiapoaFinn Larsen August 2007 Copiapoa er en slægt i familen Cactaceae
og vokser udelukkende i det nordlige Chile, på
kyststrækningen langs med
Atacamaørkenen. Arterne i slægten Copiapoa
har udviklet sig til at klare sig optimalt i en særlig
økologisk niche og har
oprindelig udviklet sig i takt med, at klimaet i det nordlige Chile er
blevet
mere og mere tørt. I andre kaktus-habitater vil man oftest kunne
finde nærtstående
arter, som tilhører andre slægter, men i det nordlige
Chile finder man ikke
sådanne arter nærtbeslægtede med Copiapoa,
da disse med tiden er uddøde pga. manglende tilpasning til et
stadigt barskere
klima. Copiapoa er således en klart
defineret slægt med helt klare karakteristika, og man er derfor
ikke i tvivl,
når man står over for en Copiapoa. Den
indre del af Atacamaørkenen frem til Andesbjergene er uden
nedbør overhovedet,
og er derfor livløs. Man må formode at Copiapoa
tidligere har haft en større udbredelse og måske
været repræsenteret med flere
arter. I dag finder vi ”resterne” af Copiapoa i nærheden af Stillehavskysten,
hvor der findes en smule fugtighed i form af regelmæssig
tågedannelse (camanchaca)
og i sjældne tilfælde en smule regn.
Man har ofte spekuleret på, hvorledes planterne er i stand til at optage vand. Man har i tidernes løb haft flere fantasifulde teorier om, hvorledes Copiapoa var i stand til at optage fugtighed gennem torne og epidermis. Har man besøgt planterne i naturen, bliver man hurtigt overbevist om, at dette på ingen måde kan være korrekt, idet planternes epidermis på det nærmeste kan sammenlignes med huden hos en elefant, og planternes torne er ofte fåtallige eller helt manglende. Derimod vil man opleve, at jordoverfladen som planterne vokser i, ofte bliver fugtig/våd på overfladen efter en af de regelmæssige tågebanker, som kommer ind fra Stillehavet. Tågen dannes over havet på grund af den kolde Humboldt-strøm, som strømmer fra Antarktis og nordpå langs med Chiles kyst. I det nordlige Chile kommer havstrømmen særlig tæt på land, og er her årsag til dannelsen af tætte tågebanker, som pludselig og uventet kan blæse ind over land. Rødderne hos Copiapoa er derimod veltilpassede til dette særlige klima. Foruden en stærk pælerod, som holder planten fast til jorden, har Copiapoa udviklet særligt fine sugerødder, som breder sig lige under jordens overflade og som er i stand til at opsuge fugtighed herfra. Et lignende fænomen kan man finde hos Welwitchia mirabilis i Namibia. Her er rødderne endda så ømtålelige, at man har indhegnet den ældste plante for at beskytte området omkring planten mod trampende fodsåler. Måske er rødderne hos Copiapoa lige så ømfindtlige, hvilket man bør tænke over, hvis man går rundt i blandt dem på deres naturlige voksested. I områder med Copiapoa kan man finde andre kaktus, f.eks arter fra Eriosyce, Eulychnia, Trichocereus og Opuntia. Andre planter som Euphorbia lactiflua, Oxalis gigantea og forskellige Bromelia- og Tillandsia-arter. Mange har i tidens løb arbejdet med at få bragt orden i antallet af arter i Copiapoa. De første planter, som sandsynligvis har været Copiapoa blev indsamlet i 1820’erne af Thomas Bridges, som arbejdede indenfor den Chilenske mineindustri i mere end 20 år. Flere planter blev fundet i årene efter, og en del gode fund skyldes bl.a. R.A.Philippi, en tysk botaniker, som i 1853-54 udforskede de områder i Chile, hvor vi finder Copiapoa i dag. Alle kugleformede kaktus blev i disse år anbragt i slægten Echinocactus og dette ændredes først da Britton og Rose foreslog oprettelsen af slægten Copiapoa i 'The Cactaceae' (bind 3) i 1922, med Copipoa marginata (Salm-Dyck) som typeart. Slægten indeholdt på det tidspunkt 6 arter. Mange
personer har studeret Copiapoa
i tiden herefter. Mest
kendt er
nok Friedrich Ritter, som i 1950’erne gennemrejste det nordlige Chile
og
beskrev mange gode, men også flere tvivlsomme arter. Ritter udgav
i 1979-81 sit
værk 'Kakteen in Südamerika'. Naturen
lader sig ikke så let
sortere i menneskeskabte ”kasser” og derfor vil der nok også
fremover være
uenighed vedrørende antallet af
arter i Copiapoa. Den nyeste opdatering af arternes navne i slægten Copiapoa og som pt. må regnes for gældende, kan ses i 'The
New
Cactus Lexicon' (marts 2006) af David Hunt m.fl.
Tilbage til Index |