Copiapoa finder
man kun i Chile i et smalt bælte langs med Stillehavskysten.
Planterne vokser fra Antofagasta i nord til Fray Jorge syd for La
Serena i områder som er øde og meget tørre.
Ca. 100 kilometer syd for
Antofagasta finder man Quebrada Botija. Et
meget øde sted hvor kun enkelte fiskere holder til i sparsomme
hytter langs med havet. Her er meget tørt og umiddelbart er der
kun sparsomme tegn på liv. Bjergsiderne er nøgne uden
vegetation. Her er mange andre slugter, så der er god chance for
at forveksle indgangen til den rigtige quebrada/slugt. Der er lang vej
at gå op til udspringet af slugten, men for at udnytte dagen
bedst muligt bør man påbegynde opstigningen ved sekstiden
om
morgenen umiddelbart efter at solen viser sig i horisonten. Vi spiser
lidt og drikker et krus kaffe i lyset fra den gryende dag.
teltene bliver pakket sammen og lagt ind i bilerne. Så er det ind
igennem "porten" og så bare opad gennen sand og sten, som
kendetegner denne form for slugt som med års mellemrum fyldes med
store mængder regnvand, der løber sammen her fra et stort
bjergterræn. Nu gælder det om blot at komme helt op uden at
skele meget til de planter, vi møder undervejs. Vi noterer
hurtigt, hvad vi ser på vej op for senere på vejen ned at
komme tilbage og studere det hele nærmere.
Øverst finder vi
nøgne hvælvede bakker af sten
og grus som i sin tid er blevet dannet på havets bund og siden
løftet op i sin nuværende position af Stillehavspladen som
langsomt smyger sig ind under landet og danner Chiles topografi. Her
vokser to arter - to kaktusarter: Copiapoa solaris
og copiapoa
atacamensis og ikke meget
andet! Planterne vokser over
tågegrænsen og må derfor modtage vand i form af regn,
men sikkert med flere års mellemrum. Friedrich Ritter
('Kakteen in Südamerika'), som har besøgt lokaliteten flere
gange, har én gang observeret at jorden var våd efter et
tidligere regnvejr.
Copiapoa
solaris danner imponerende
grupper af grønne skud, som
sandsynligvis er flere hundrede år gamle. Ind imellem finder man Copiapoa atacamensis,
som er væsentlig mindre og har en kridhvid farve. Planten har
roerod
som gør den i stand til at danne et underjordisk depot af vand.
Turen går atter nedad
gennem slugten, men nu i et andet tempo som
gør det muligt at standse undervejs og kigge nærmere
på de andre arter, som dukker op. Copiapoa decorticans
dukker frem ret langt nede og vokser på slugtens stejle
skråninger. Planten er meget forskellig fra andre Copiapoa
og
visse antagelser tyder på, at denne art har tilhørt et
større artskomplex, hvor samtlige slægtninge nu
er uddøde. Den blomstrende del af planten er grøn,
men hele
planten tørrer succesivt ind bagtil i tørkeperioder, som
det er kendt fra andre Copiapoa.
På denne måde sikrer
planten at den blomstrende del holdes i live, hvorved reproduktionen
kan
holdes i gang på trods af ringe nedbør. Copiapoa decorticans blev først fundet for
få år siden og er blevet navngivet i 2002.
Ved udmundingen af
kløften på sandfladen mellem
bjergene og Stillehavet finder man en fin lille gruppedannende Copiapoa
- igen en nyere art som først er blevet korrekt beskrevet og
navngivet i 2002 som Copiapoa ahremephiana
(R-M-F 'iana for initialerne hos Roger M. Ferryman) .
|
