URL: copiapoa.dk/gartneriet/?Pasning

Pasning

af Kaktusog andre Sukkulenter

 

Lys: Disse planter stammer fra områder med meget lys. Derfor er det vigtigt at give dem en lys placering. Lidt lys = tynde, blege planter, Meget lys = kompakte farverige planter. Mange af planterne tåler endda en sydvendt vindueskarm eller havestue, især hvis der er god udluftning.

 

Vand: I sommerhalvåret vandes 1-2 gange om ugen. Hellere en god gennemvanding, når jorden er tørret næsten eller helt ud, end små hyppige sjatvandinger. De fleste kaktus går i væksthvile om vinteren. Derfor skærer man ned på vandingen fra 1. oktober. Om vinteren vandes store kaktus ikke, og mindre kaktus kun, hvis de står meget lunt. Andre sukkulenter kan vandes lidt om vinteren, men pas på, at der ikke vandes så meget, at de står og gror med lange blege tynde skud til følge. De fleste kaktus og sukkulenter overvintrer fint ved 10-20 grader.

 

Gødning: Der kan gødes med langtidsvirkende gødningskorn, eller med gødning opløst i vandet ved hver vanding. Gødningsopløsningen bør være svagere end til andre stueplanter, f. eks halv styrke. Der kan bruges speciel kaktusgødning, hvor kvælstofindholdet (N) er forholdsvis lavt, men til de fleste sukkulenter er almindelig gødning fint.

 

Jord: Der bruges en porøs jord, for at undgå overvanding og for at give luft til rødderne. Bland 1:1 grov pottemuld og grus (eller groft sand). Tilsæt evt. leca. Ompotning bør ske hvert 2-3. år og skal foretages mens planten er i vækst, dvs. typisk fra midt på foråret.

 

Udendørs: Kaktus og sukkulenter har det glimrende på terrassen om sommeren. De har det også fint i et velventileret drivhus eller havestue. En hel del af planterne kan også overvintre her. Nogle tåler frost (når de ikke vandes), andre skal holdes frostfrit. Enkelte, bl.a. nogle typer Opuntia (figenkaktus) kan gro helt udendørs i et sydvendt, veldrænet og skrånende bed. Fugten er det største problem, så overhæng, eller en glasplade henover kan hjælpe meget.

 

Husk: Der er ingen regler uden undtagelser. Spørg din plantehandler, om planten du køber, stiller specielle krav.

Mere om Kaktus og andre sukkulenter: www.Nordiskkaktusselskab.dk